Jubilæumsbog

Følgende tekst og billeder er fra den jubilæumsbog, der blev lavet i forbindelse med Fuglsanghusenes 50 års jubilæum.

Den 13. april 1955 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Grundejerforeningen Fuglsanghusene. Generalforsamlingen var indkaldt af entreprenørfirmaet Johan Christensen & Søn, som havde bygget husene. Generalforsamlingen fandt sted på Restaurant Lottenborg på Hummeltoftevej. Dengang var den nuværende Lottenborgvej en del af Hummeltoftevej. Allerede i månederne inden generalforsamlingen var de første beboere flyttet ind.

Fuglsanghusene, som vores rækkehuse kaldes, ligger ved Fuglsangvej, som har sit navn efter Fuglsanggård, som der endnu er rester af ved den sidevej til Virumvej, som hedder Langs Banen.

Askebyvej, Lerbækvej, Rytsebækvej og Hjertebjergvej er opkaldt efter byer på øen Møn. Og der er system i det, for alle sidevejene på vores side af Fuglsangvej er opkaldt efter byer på Møn. Først kom Mønsvej, så Frenderupvej, Hjelmsvej og siden vore veje. Da vejskiltene skulle sættes op ved de nye veje med vores huse, var kommunen meget længe om det. En beboer på Hjertebjergvej, Flindt i nr. 6, lavede derfor et midlertidigt skilt, som havde lidt form af en rebus. På skiltet var malet et rødt hjerte, et bjerg og så stod der ordet ”vej”. Da skiltet til Hjertebjergvej endelig kom op, havde kommunen stavet forkert og skrevet ”Hjertebjervej”, altså uden g i ”bjerg”, og så blev det midlertidige skilt siddende, indtil det rigtige skilt blev sat op. En fotograf fra Ekstra Bladet tog fotos, og det kom avisen.

Vore rækkehuse blev bygget lidt som et pilotprojekt, inden Johan Christensen & Søn gik i gang med at bygge det større byggeri Åbrinken på den anden side af Kongevejen. Mange af husene i Åbrinken er helt magen til vores huse, men der er også varianter.

Virum så ud på en ganske anden måde, før vores huse blev bygget. Så sent som i 1930’erne var Virum kun en lille landsby med marker omkring. Faktisk bestod landsbyen kun af en sidevej til Kongevejen. Den hed naturligvis Virumvej og gik fra Kongevejen mod vest til landsbyen omkring gadekæret og fortsatte i den nuværende Virumgade gennem landsbyen. Der var også nogle fritliggende gårde som Fuglsanggård, Virumgård og Statens Væksthusforsøg, hvis hovedbygning endnu ligger på Virumvej over for det trekantede område med de små kolonihavehuse.

Området med de nuværende kolonihavehuse lå hen som åben græsmark i mange år efter, at vore huse var blevet bygget (frem til ca. 1980.) Det var et dejligt rekreativt område for bebyggelsens beboere, især for børnene og for eleverne på gymnasiet. Mens husene var helt nye, græssede der af og til heste på marken, og den trekantede mark mellem Virumvej og Fuglsangvej blev derfor kaldt for Hestemarken eller Trekanten. Den var også et velegnet sted, når beboerne skulle fejre sankt hans med et stort fælles bål og snobrød til børnene. Et par somre var der endda cirkus på marken.

Allerede sidst i 1930’erne få år før 2. Verdenskrig var der gang i udbygningen af Virum. S-banen blev anlagt frem til Holte. Der skulle bygges forstæder omkring København, og i Virum betød det selvfølgelig anlægning af nye veje. I 1937 blev Fuglsangvej anlagt som en støbt betonvej formentlig som et led i en omlægning af trafikken uden om den gamle bykerne ved gadekæret, og fordi der skulle bygges rækkehuse i området.

Fuglsangvej kom via et kryds ved Kongevejen til at forbinde Bredevej med Virumvej, som vi kender den i dag. Først midt i 1960’erne blev krydset ved Kongevejen lukket, fordi der skete for mange alvorlige uheld, når biler kom i høj fart fra motorvejen, og bilister fra Fuglsangvej eller Bredevej forsøgte at krydse Kongevejen eller svinge til venstre ud på den. Motorvejen eller Lyngby Omfartsvej blev indviet i 1959.

Dengang vore huse var nye, var der meget let adgang til indkøb. På hjørnet af Fuglsangvej og Kongevejen, hvor der nu ligger en butik, som sælger brudekjoler og festkjoler, lå der dengang en række små forretninger, så husmødrene kunne klare de daglige indkøb til fods eller på cykel. Der lå en købmand, et renseri, en kiosk, en bager, en slagter og i kælderen et rulleri. I Kongedybet på den anden side af Kongevejen lå der bl.a. Schous Sæbehus, boghandler, damefrisør, legetøjsforretning, radioforretning, grønthandler, ismejeri, bager, slagter og Irma. Da krydset ved Kongevejen blev lukket, gik det stærkt tilbage for butikkerne, og af de oprindelige butikker er det vist kun Irma, der er tilbage.

Vores huse er oprindeligt bygget med en vareboks af den gode grund, at man i 1950’erne og til sidst i 60’erne kunne få leveret mælk og brød om morgenen. Så kunne mælkemand, avisbud m.fl. aflevere varerne i den praktiske vareboks, som var bygget til de høje mælkeflasker, man havde i 1950’erne. Der kunne sagtens stå et par flasker mælk og ligge et franskbrød. Ovenover var der så en sprække til posten. Mange beboere i bebyggelsen får stadig posten leveret i sprækken over vareboksen.

Det indbyggede skralderum var oprindeligt bygget til 50’ernes firkantede skraldespande. Det betød, at bunden i rummene var i niveau med underkanten af træbeklædningen. Så skulle skraldemændene ikke løfte den tunge spand helt så højt for at få den op på skulderen. Midt i 1960’erne gik kommunen over til at bruge affaldssække af papir. Det krævede en ombygning af skralderummene, så det nuværende skraldestativ kunne anbringes derinde. Ombygningen bestod i hovedsagen i, at betonbunden i skralderummene blev hamret ud med et trykluftbor. Døren ind til rummet blev forlænget med en metalplade for at dække det hul, der nu var opstået under døren.

Da vores huse var nybyggede, boede der mange unge familier i bebyggelsen, og om dagen var der mere liv på vejene, end der er nu. Dengang var der rigtig mange børn på vejene. Der skal have været ca. 80 børn i bebyggelsen i de første år. Der var også mange hjemmegående husmødre, og de gik ofte på kaffevisit hos hinanden. Børnene kørte væddeløb i sæbekassebiler, løb på rulleskøjter, hinkede, legede dåseskjul, cyklede og kørte på løbehjul eller spillede bold ovre på Hestemarken/Trekanten. På hver vej var der en familie eller to, der havde fjernsyn, og hvis børnene var heldige, kunne de få lov at komme på besøg af og til og se børnefjernsyn. Der var nemlig en udsendelse for børn to gange om ugen. Ellers var der også biografen Virum Bio, som lå der, hvor Fakta ligger nu på Virum Torv.

Da de første beboere flyttede ind i husene, var vejene endnu ikke asfalterede. Det blev de dog kort tid efter. I haverne havde beboerne travlt med at så græs og plante buske og træer, for der var meget bart rundt om husene, og indtrykket var et helt andet, end det er nu. Hækkene var helt nyplantede og bestod kun af nogle ganske små spinkle kviste. Man kunne se tværs igennem alle forhaverne og haverne. I haverne bevirkede raftehegnet dog, at man kunne have terrassen lidt for sig selv og ikke behøvede at dele den med naboerne. Det frie udsyn var nok medvirkende til, at beboerne kom hinanden meget ved. Men det skyldtes måske også, at de alle lige var flyttet ind i et splinternyt hus. Og det var jo ikke et hvilket som helst hus. Det var moderne huse med isolering af tag og vægge og med koblede vinduer på første sal og hele tre lag glas i de store vinduer i stuen. Og så var det endda huse med et uhørt stort badeværelse med hele to håndvaske, badekar og varme i gulvet.

En del af de oprindelige beboere bor stadig i de huse, som de købte dengang i 1955. Enkelte ejere er vokset op i bebyggelsen og har siden overtaget forældrenes huse.

Nu godt 50 år efter fremstår vores huse, Fuglsanghusene, velbevarede og pænt vedligeholdte. Husene er stadig meget attraktive familieboliger, hvilket da også kan ses af vurderingerne. Og selv efter nutidens standard virker størrelsen af stue og badeværelse stadig imponerende, men alle rum er gode og veldisponerede. Husene giver et harmonisk og stilsikkert indtryk, og vejene virker hyggelige og pæne med de flotte grønne hække. Det er huse, som det sikkert også vil være dejligt at bo i om yderligere 50 år.